Kræft er vores sjæls måde at fortælle os, at vores liv ikke er værd at leve – under de nuværende forhold. Lav om på forholdene. Eller accepter at leve med dem. Tag din sjæls behov alvorligt. Så skaber du gode vilkår for spontan remission.
Læs nedenfor for at forstå, hvordan jeg nåede frem til den konklusion.

Min erfaring med kræft

Siden jeg blev uddannet som makrobiotisk kostrådgiver i 1981, har mennesker med kræft søgt vejledning hos mig. Gennem mange års virke har jeg fået en forståelse af, hvad kræft er, og hvordan den kan behandles, som ser ud til at virke.

I begyndelsen troede jeg, at kræft primært ramte mennesker med manglende bevidsthed om, hvordan de kunne tage vare på sig selv. Jeg var overbevist om, at kuren var en ændring i kost og livsstil. Og det virkede også i mange tilfælde. Da nogle af mine lærere fik kræft, og flere af dem døde af det, blev jeg klar over, at det ikke var hele sandheden.

I 2001 udviklede jeg Aima-værktøjerne til selvrefleksion og transformation for at støtte folk i at ændre deres vaner. Det var frustrerende at så mange, på trods af at de oplevede gode resultater med en ændring af kost og livsstil, vendte tilbage til gamle vaner, så snart de havde det lidt bedre – og med de gamle vaner kom deres lidelser tilbage. Jeg ønskede varige løsninger.

Kort efter udviklingen af metoderne coachede jeg en kvinde med 4 metastaser i hjernen. Den coaching forandrede fuldstændigt mit syn på kræft.

Hun havde afvist kemoterapi og var blevet henvist til mig af en clairvoyant. Med mine nyudviklede Aima-værktøjer guidede jeg hende til at finde ro i sindet i forhold til denne meget alvorlige diagnose. I løbet af processen blev det klart for hende, at årsagen til hendes kræftsygdom var, at hun ikke havde stolet på sig selv. Ved hjælp af Aima’s forvandlingsprocedure gav hun slip på mistilliden til sig selv og designede en plan, som hun ville følge for at komme til at stole på sig selv. Jeg foreslog, at vi også tog et kig på hendes kost. Hun sagde tak, men nej tak. Hun var overbevist om, at kræften ville forsvinde, hvis hun fulgte sin plan, da den så ikke længere havde nogen grund til at være der. Jeg følte mig hjælpeløs, fordi jeg var  overbevist om, at det var nødvendigt for hende at ændre hedes kost hvis hun ville blive rask. Da jeg ikke kunne finde en måde at overbevise hende på, uden at ødelægge hendes nyvundne tillid til sin egen dømmekraft, kunne jeg ikke gøre andet end at lade hende tage hjem – uden at vi havde kigget på kosten. Jeg følte, at jeg begik en frygtelig professionel fejl. Efter nogle ugers kvaler modtog jeg heldigvis et brev, hvori hun fortalte, at kræften var forsvundet. Jeg blev meget ydmyg og forstod, at min forståelse af kræft havde været for mekanisk.

Gennem årene har jeg haft flere lignende oplevelser af spontan helbredelse. En 2-3 timers session, hvor jeg guider klienten til at finde roden til deres kræftsygdom og forvandle den til en ny retning, er blevet efterfulgt af en spontan remission. Enkelt og ligetil.

Der har selvfølgelig også været tilfælde, der ikke var så enkle. En mand i tresserne fandt ud af, at roden til hans kræft var, at han gennem mange år havde behandlet sine rygsmerter med morfin, hvilket ikke stemte med hans værdier. Han var dog ikke i stand til at give slip på morfinen, og kræften fortsatte med at sprede sig.

En kvinde i tresserne fandt ud af, at roden til hendes lungekræft var, at hun ikke kunne leve med, at hendes livskvalitet var blevet forringet på grund af hendes rygerlunger. Da hun heller ikke var motiveret til at motionere mere eller ændre sin kost for at øge sin livskvalitet, fortsatte kræften med at sprede sig.

Ikke alle med rygsmerter, rygerlunger eller andre kroniske lidelser udvikler kræft. Ikke alle, der udsættes for stråling, asbest eller andre kræftfremkaldende materialer, udvikler kræft.

På baggrund af denne forståelse opstod min arbejdshypotese: Om en person udvikler kræft eller ej, har meget lidt at gøre med deres objektive situation, men synes at være totalt afhængig af deres subjektive vurdering af situationen. Hvis en person vurderer, at deres livskvalitet er så dårlig, at livet ikke er værd at leve, OG de ikke ved hvordan de skal ændre deres situation, kan deres sjæl vælge kræft som en udvej. Hvis situationen kan ændres eller den kræftramte kan finde vilje til at leve med situationen, som den er, forsvinder årsagen til kræften, hvorved spontan remission kan ske. Nogle mennesker beslutter spontant at bruge resten af ​​deres liv på en anden måde, når de får en kræftdiagnose, hvilket sommetider bevirker at kræften går i remission, eller spreder sig mindre hurtigt. 

Det skete for min far, da han i en alder af 87 fik konstateret en hastigt voksende kræftsygdom. Udover en operation der fjernede de umiddelbare gener, sagde han nej tak til behandling, fordi han hellere ville nyde resten af livet end fylde det med behandlinger og hospitalsbesøg. Han fik 4 gode år uden symptomer.

Jeg ved, at dette lyder meget enkelt. Det er det faktisk ikke. Jeg har den dybeste respekt for enhver person, som gennemgår processen med at finde og forvandle den dybere årsag til deres kræftsygdom. Det kræver både mod og gode værktøjer at ændre sine overbevisninger og omdefinere sit liv, især fordi størstedelen af ​​vores tilgang til livet er bestemt af vores underbevidsthed. Og vi har ikke lært at omprogrammere vores underbevidsthed i skolen. Jeg har medfølelse med hver person og familie, som har kæmpet uden at finde en vej ud. Og jeg er glad for at kunne dele dette og dermed give nogle få mulighed for at bruge kræft som et værktøj til at forbedre deres liv. Men jeg vil blive meget ked af det, hvis du bruger min indsigt i kræftens natur til at skyldbelaste dig selv eller andre der lider af kræft. 

Min konklusion

Kræft er vores sjæls måde at fortælle os, at vores liv ikke er værd at leve – under de nuværende forhold. Lav om på forholdene. Eller accepter at leve med dem. Tag din sjæls behov alvorligt. Så skaber du gode vilkår for spontan remission. Hvis du fortsætter med at tage din sjæls behov alvorligt, vil remissionen blive permanent.